Disse dage er en del af rejsebeskrivelsen "Sydstaterne mm. 2022" under menupunktet "Oplevelser".
Vi boede under vores ophold i Atlanta på "Fairfield inn & suites by Marriott Atlanta downtown". Hotellet var okay selvom personalet ikke var ret servicemindede. Men beliggenheden var forfærdelig - man skal bare ikke bo i downtown...
Dag 8:
Tror altså ikke jeg kommer tilbage til Atlanta. I dag var der en hjemløs, som fulgte efter Christian og blev ved med at råbe, at han skulle i fængsel, fordi han var sugar daddy (fordi han havde 3 damer med)... og her til aften løb der adskillige rotter rundt på gaden.
Nå, men ellers har dagen været meget god. Vi lagde ud med en tur i Coca Cola World. En MEGET amerikansk oplevelse. Men det var meget sjovt at smage alle de forskellige sodavand Coca Cola fremstiller rundt om i verden. Den værste var Sour Plum Fanta, som reelt smagte, som der lugter i kinesiske butikker og restauranter.
Så gik turen videre til et par Vampire Diaries filming spots. Vi fandt "The Armory", som i virkeligheden er et stort mausoleum på en kirkegård. Vi fandt også Bellwood quarry, som i Vampire Diaries skal forestille Novia Scotia. Idag er den omdannet til park og ekstra fyldt med vand, så den ligner ikke helt sig selv fra serien. Bagefter slog vi tiden ihjel i et lille udendørs shoppingcenter i pigernes jagt efter sko, men vi havde ikke heldet med os.
Dagen sluttede med en tur i escape room. Et ret godt og svært rum. Vi lykkedes næsten - med 2 minutter i underskud, men vi fik lov at gøre det færdigt. Gamemasteren var meget imponeret over vores evner, og indrømmede at der var en enkelt ting som bandt, som gjorde at vi blev forsinket. Så den ville han fikse inden de næste gæster kom. De flest når kun 50-60% gennem rummet til tiden, så vi er tilfredse.

Olympisk colaflaske fra 1996

Original Coca-Cola bil

Olympic park med pariserhjul

Vægmaleri

Vampire diaries: The Armory

Vampire diaries: Fake Nova Scotia - nu Bellwood quarry

Six Flags over Georgia

På vej op.... Godt det ikke er mig.....

Fede rustjebaner hvis man spørger de fartglade i familien

Spændende skulptur på vejen
Dag 9:
Sidste dag i Atlanta og vi er SÅ klar til at køre videre. I dag var vi i forlystelsesparken Six Flags over Georgia. Det gik super fint de første 3 timer. Der var skyer, så temperaturen var til at holde ud, og der var nærmest ingen mennesker. Så Christian og Cecilie fik prøvet en masse vilde rutsjebaner uden at stå ret meget i kø - max 20 minutter. Amalie og jeg passede på taskerne og tog billeder...
Så snuppede vi en tur i River rafting forlystelsen, og vi fik en bølge over os, og især Amalie og Cecilie blev så våde, at vi måtte købe merchandise tøj og badesandaler for at kunne fungere resten af dagen. Men så blev det tordenvejr, og alle forlystelserne lukkede, og folk blev bedt om at gå indendørs. Da det endelig stoppede meddelte de i højttalerne, at parken ville lukke allerede om en halv time - kl.18 mod normalt kl.20, og så fik vi ikke mere for den (meget dyre) 25-øre.... øv!
Så måtte vi hjem og have tørt tøj på, forbi alle de råbende hjemløse og rotterne, for at spise middag på Hard Rock.