Vi har været i Charleston 2 gange. Begge beskrivelser er på denne side.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Første beskrivelse er en del af rejsebeskrivelsen "Sydstaterne mm. 2022" under menupunktet "Oplevelser".
Vi boede under vores ophold i Charleston 2022 på Hyatt House Charleston - Historic District. Fint hotel med god central beliggenhed.
Scroll ned for at læse den anden beskrivelse, som er en del af rejsebeskrivelsen "Orlando og Østkysten til New York Juli 2023" under menupunktet "Oplevelser".
Vi boede under vores ophold i Charleston 2023 på Indigo Inn. Super hyggeligt hotel i rigtig sydstatsstil, hvor de både serverede morgenmad, snacks inden aftenmad kl.17.30-18.45 samt milk and cookies fra kl.20-21. Der var også en fin atriumgård, hvor man kunne sidde og spise. Det lå perfekt i gåafstand til centrum. Det var ikke billigt....
Herunder kommer beskrivelsen fra rejsebeskrivelsen "Sydstaterne mm. 2022"
Dag 17 2022:
Vi nåede frem til Charleston lige til aftensmad og gik af vores hyggelige gade til en dejlig italiensk restaurant. Jeg er allerede ret vild med Charleston.

Gaden vi bor på - her er ret fint

Bruschetta. Uhm!

Gårdhaven i Aiken-Rhett house

Musikstuen i Aiken-Rhett house

Angel oak - det virker større i virkeligheden.

Molen ud for Sarahs hus - fra Outer Banks

I Provost dungeon. Her sad både pirater og revolutionære. Og det spøger. Her ses nogen af de revolutionære - den ene voksfigur er kendt for at bevæge øjnene og stirre på folk...
Dag 18 2022:
Til formiddag spadserede vi til Aiken-Rhett house og så/hørte om hvordan de rige boede i byen i gamle dage - og hvordan deres slaver levede. Meget flot hus og spændende historier - det har ikke været en fest at være slave... En slave kunne fx blive henrettet for at læse eller skrive.
Så kørte vi til Angel oak. Et kæmpe gigantisk egetræ som er 400 år gammelt, og som er så stort at det kræver understøttelse af grenene.
På vejen stoppede vi ved Sarahs hus fra serien Outer Banks. Vi kunne kun se det ude fra vejen, men det var meget genkendeligt.
Efter aftensmaden var vi igen på en aftenvandretur - denne gang med temaet Ghost and dungeon. Igen gav turen en masse spændende historier fra området - blandt andet om verdens dummeste og mest urutinerede pirat Stephen Bonnet, og om en meget ulykkelig kærlighedshistorie mellem byens rigmandsdatter og Edgar Allan Poe.
Her til aften var vejen vi bor på spærret af politiet. Vi tænkte der skulle ske noget spændende, men det viste sig, at de ensretter gaden om natten og sætter politi ind for at mindske kriminaliteten... synes ellers lige her var så rart... Som aftenens guide sagde: "jeg flyttede til Charleston for 1 år siden, og det var mit livs bedste beslutning. Alt er bare bedre i Charleston". Det gælder åbenbart ikke kriminaliteten...
Dag 19 2022:
Sidste feriedag var min fødselsdag og blev en fredelig en af slagsen. Vi kørte lidt rundt i Charleston og omegn og så et par filming locations fra Outer Banks serien - Limbreys mansion, Sheriffs office, de omkringliggende gader i Old town mt. Pleasent, hvor mange scener er optaget, Kiaras forældres restaurant The Wreck og ikke mindst Shem creek, hvor de fleste bådscener er optaget, og hvor der var meget skønt. Vi så både en delfin og mange pelikaner.
Vi slendrede også lidt rundt ved the battery, og nød at det faktisk blæste lidt i dag, så temperaturen var en anelse mere behagelig.
Dagen sluttede med fødselsdagsmiddag - bøf og kage med is. I morgen går turen hjem.

Shem creek boardwalk

Limbreys mansion - fra Outer banks

Udsigt fra Shem creek boardwalk

Fødselsdagsfrokostudsigt

Sheriffs office fra Outer Banks

The Wreck restaurant - både i Outer Banks og i virkeligheden
Her kommer beskrivelsen fra rejsebeskrivelsen "Orlando og Østkysten til New York Juli 2023"

Indigo Inn - hyggeligt hotel

Atriumgården på hotellet

Gaden hvor Pink house ligger - man kan lige ane det

Pink house

Waterfront allé

Solnedgang - og det tordnede og lynede også.
Dag 10 2023:
Vi flyttede ind på vores super smukke hotel, og skyndte os ud for at spise. Jeg havde googlet en restaurant med pasta, som vi alle havde lyst til. Og vi er åbenbart en forudsigelig flok, for vi opdagede, at det var nøjagtig den samme restaurant, vi spiste på, da vi var her sidste sommer. Efter maden gik vi en lille tur og så en af Charlestons ældste bygninger, som blandt andet har huset en bodega/et bordel, som blev frekventeret af Aaron Burr (google eller se Hamilton the musical på Disney+) i starten af 1800-tallet, når han besøgte sin datter Theodosia i byen.
Så gik vi til ned til waterfront og nød aftenstemningen med torden og lyn I baggrunden.
Dag 11 2023:
Dagen i dag blev noget anderledes end planlagt. Vi lagde ud med dagens planlagte aktivitet - en tur til Fort Moultrier hvor Charles Lee havde sin gang under revolutionen. Temperaturen sagde 32 - føles som 43, og det var ikke løgn. Jeg svedte så meget, at sveden løb ned i mine øjne, og min hud var våd over det hele. Så det var forholdsvist ulideligt at gå rundt på det ellers spændende fort.
Pigerne havde lige er par shoppingærinder i området (i airconditionerede butikker!) inden turen gik videre til Christians store spontane ønske for dagen: USS Yorktown. Vi startede med frokost i et fint picnicområde men blev straks angrebet af sultne myg og et tordenvejr, så vi flygtede ind og spiste i bilen.
Så til selve attraktionen - et kæmpe hangarskib, hvor man kunne gå rundt og se, hvordan de havde boet og arbejdet på skibet, og hvor man kunne komme op på hangardækket og se alle flyene. Bagefter var der en udstilling om Vietnamkrigen med lydeffekter til at skabe den rette stemning. Meget spændende.
Så brød helvede løs, da vores bil insisterede på at trænge til olieskift, og vi blev sendt rundt fra en meget sur Avis-dame i Charleston centrum til en virkelig skummel bilmekaniker, som ikke havde tid i dag, på telefon til Avis, hvor vi blev smidt af samtalen 2 gange, og til sidst ud til lufthavnen for at få udskiftet bilen. Fik en ny bil med ekstra lækkert udstyrsniveau - men med noget lavere rengøringsniveau... Godt vi havde lidt tid til overs i programmet i dag! Det blev til lidt sen aftensmad (igen et sted vi var sidste sommer!), og så en rask gåtur til en skobutik, som ikke havde det vi søgte. Og så hjem på hotellet og pakke sammen, for i morgen går turen videre mod nordvest.

Kommunikationsrummet i Fort Moultrier

Udsigt over Fort Moultrier

Kanoner

Her sov de på skibet

Man kunne også komme til tandlægen

Radarrummet på skibet

USS Yorktown

Hangardækket

Patruljebåd i Vietnam
