Denne rejseplan er opstået efter mange overvejelser. Oprindeligt havde vi en anden plan, men det kunne ikke passe med feriedagene til rådighed dette år, så vi måtte tænke nyt. Efter 4-5 iterationer endte vi med denne rute. Det er blandede bolcher med lidt for enhver smag og ingen rød tråd - men det blev godt alligevel!
Dag 0:
Turen herover i går gik let og udramatisk, og vi nåede frem i fin tid til at køre til vores yndlings "vampyrby" Covington og spise på vores yndlings restaurant Social Goat. Vi kan jo ikke flyve til Atlanta uden lige at sige hej til vampyrerne.... Men bare rolig, det bliver kun 1 dag med indspist vampyrsnak!
Afhentning af den store fine bil i lufthavnen
Vores home away from home - nu med fint nyt vægmaleri, som viser lidt andre serier, der også er optaget i byen.
Dag 2:
I dag var en af de lange køredage - fra Covington, Georgia til Nashville, Tennessee
Og så med en god afstikker på vejen. Jeg løj lidt i går, da jeg sagde at det kun var 1 dag med vampyrer, for dagens afstikker gik til Amicalola falls, som er der hvor Stefan og Elena taler om, at Elena ikke vil være vampyr. Heldigvis kan ikke-vampyr-kyndige sagtens nyde billeder af det smukke vandfald.
Ellers gik dagen bare gennem 517 km smukt landskab og forholdsvis øde landeveje.
Vejret har ikke været fantastisk indtil videre - overskyet med byger begge dage, men til gengæld er vi sluppet for de 34-37 grader, som var her indtil få dage før vi ankom.
Langt om længe ankom vi til vores nydelige hotel. Vi nåede lige at tage del i den utrolig triste - men GRATIS - aftensmad. Pigerne synes dog, det var så trist, at de måtte have en sandwich bagefter...
Lille bambi på vejen
Øde landevej
Der var mange forfaldne lader på vejen
Amicalola falls - det var lige her Elena og Stefan gik
Amicalola falls
Det var her elena og Stefan nød udsigten efter de gik til toppen af vandfaldet
Helt normalt indkø på en tankstation in the middle of nowhere
Gamle skrammelkasser ved tankstationen in the middle of nowhere
Memorial for 1864 black confederates
Memorial for 1864 native americans
Apple valley æble cider farm
Gevær efterladt af Bonnie og Clyde
Klenodier i tankstationsbutikken
Spændende springvandskonstruktion
"Thronehenge"
Legetøjsmuseet
Et af de pæneste huse i spøgelsesbyen Cairo
Horseshoe lake
Horseshoe lake
Begyndende solnedgang over route 66
Dag 5:
I dag kørte vi fra Tennessee gennem Kentucky og et lille hjørne af Illinois til Sullivan, Missouri. Herfra starter vores lille Route 66 roadtrip. Det var en lang køretur på 560 km, så vi havde indlagt et par stop undervejs, hvor vi så samtidig fik sat fødderne i de stater, vi ellers bare kørte igennem. Så det, der skulle være en kedelig køredag, endte med mange små skæve oplevelser.
Først fandt vi et sted til frokost i det grønne. Det var et Memorial for alle som deltog i borgerkrigen i 1864 - hvide, sorte og indianere. Ejeren var i gang med at måle op til at udvide stedet, og Christian fik en snak med ham. Da motorvejen blev bygget, gik den igennem hans grund, og pludselig stod han med et lille stykke jord på den anden side at motorvejen, som ikke rigtig kunne bruges til noget. Han besluttede at bygge et Memorial, da alle generationer i familien havde været soldater. Og der var en fin pavillon, hvor frokosten blev indtaget.
Næste stop var det allermest skøre sted "Apple Valley Hillbilly Garden and Toy museum". Det var næsten ubeskriveligt. Værterne var et ægtepar i slutningen af halvtredserne - konen manglede 2 tænder og havde en hjerneskade, og manden gik rundt i hullet, nusset tøj og bare tæer og fortalt far-jokes med så bonderøvsk dialekt, at det næsten ikke var til at forstå. Deres sted er en gammel æblecider farm og senere tankstation fra 1928 som er gået i arv gennem generationer. Stedet er fyldt fra gulv til loft med klenodier fra tidligere tider - blandt andet et gevær efterladt af Bonnie og Clyde, som overnattede på stedet 2 nætter i 1933.
Så er der legetøjsmuseet som er et skur med over 4000 stykker legetøj fra gulv til loft. Der var lidt creepy... Haven var et kapitel helt for sig selv. Fyldt med skrammel opstillet som den ene far-joke efter den anden. Det skal ses.... vi var kun det andet hold danskere de nogensinde har haft på besøg.
Bagefter kørte vi gennem byen Cairo - den sydligste by i Illinois. Byen har haft så meget racekriminalitet og flere oversvømmelser, så byen nu er næsten forladt og ligner en spøgelsesby eller kulissen til en postapokalyptisk film.
Så gik turen til Horseshoe lake. Vi skulle egentlig bare have et sted at strække ben og sætte fod i Illinois, men det viste sig at være et stille og helt eventyrlig smukt sted med træer ude i vandet.
Til slut nåede vi de første 18 km af Route 66 - lige ved siden af motorvejen. Først 19.30 nåede vi frem til vores brune og blå motel i et øde kvarter.....
Dag 7:
I dag var en ret fredelig dag, hvor der bare skulle køres 200 km på Route 66 fra Sullivan til Lebanon uden de store sights på vejen. Men det viste sig alligevel, at være en tur med et par anderledes oplevelser i ærmet.
Først nåede vi byen Cuba, som er en af de mest originale Route 66 byer med masse af sjove steder - gamle tankstationer, små hyggelige caféer og vægmalerier.
Bagefter måtte vi et stykke af motorvejen, da Route 66 ikke er ført helt igennem. Vi kørte ud på Route 66 igen for at se "Devils elbow" - en fin gammel bro over en flod. Vi skulle finde et sted med et toilet, hvor vi også kunne spise frokost. Det blev så i den navnkundige by Uranus. Det var et meget spøjst sted, hvor de tydeligvis har indset, at med et så uheldigt bynavn, kan de lige så godt lave sjov med det. Så stedet var EN STOR FAR-JOKE. Og det er altså kun sjovt, når man siger det på engelsk og helst højt - tjek billederne... Der var både et falsk fængsel, et sideshow museum, et par aliens og en fudge fabrik - med sloganet "The best fudge comes from Uranus" .
Så gik turen gik videre til Lebanon.
Udsigt på vejen
Route 66
Fin café i Cuba
Tammel tankstation ved Wagon Wheel Motel i Cuba
fin rusten bil ved Wagon Wheel Motel i Cuba
Devils Elbow
Okay...
jeg har klappet en alien
Jeg undslap straffen
Okay.....
Altså det var faktisk ret lækkert, men man mistede måske lidt appetitten...
Den gamle Sinclair tankstation ved Paris springs
Gammel bil i solsikkemarken
Sjove gamle dåser - eller nogen af dem er vist af nyere dato, når man ser motivet...
Fin tankstander
Kæmpe frokost pavillion
Fin gammel bro på vejen
Is-stop in the middle of nowhere
Courthouse i Carthage som er inspation til rådhuset i filmen "Tilbage til fremtiden".
Gammel bro - noget smal at køre under...
Så kører vi ind i Kansas
Nårh Bumle
Luigis pitstop
Lynet McQueen
Dag 8:
Igen en fredelig dag med ca. 200 km på Route 66 fra Lebanon til Joplin - begge i Missouri. Og igen en dag med små hyggelige overraskelser på vejen.
Vi kørte først til Paris Springs, hvor der ligger en gammel Sinclair Tankstation, hvor ejerne George og Barbara også har gjort meget ud af at holde liv i ånden fra dengang Der var simpelthen så fint. Der var en fin have og et kæmpe sted, hvor man kunne spise medbragt mad og drikke gratis sodavand i i underlige varianter, som vi ikke havde prøvet før. Der var også en souvenirbutik.
Turen gik videre over et par fine gamle broer og gennem små hyggelige flækker. Vi måtte også have en is til at køle os på, in the middle of nowhere, inden vi nåede Carthage, hvor byens courthouse var inspiration til rådhuset i filmen "Tilbage til fremtiden".
Så krydsede vi lige grænsen til Kansas for at se "Cars on the route", som har opstillet gamle biler der ligner bilerne fra animationsfilmen "Cars". Sjovt lille sted.
Vi kørte tilbage over grænsen til Missouri og checkede ind på vores hotel i Joplin vi boede på Drury inn & Suites - et udmærket hotel med den sædvanlige halvdårlige - men gratis - aftensmad. Pigerne gik i fitnesscenter, og jeg vaskede en kæmpe bunke tøj. Vi sluttede dagen med en tur i hotellets pool, som desværre var indendørs og fyldt med børn. Men det var altså på tide med en badetur....
Dag: 9
I dag var sidste dag på Route 66 i denne omgang. Vi kørte fra Joplin, Missouri gennem er lille hjørne af Kansas og hele vejen til Tulsa, Oklahoma. Vi havde en del små hyggelige Route 66 stop på vejen, men meget var lukket i de små byer, da det er søndag. Og der var meget stille og mennesketomt alle steder.
Dagens sjoveste stop var ved en kopi af en gammel tankstation, hvor de havde et welcome center. Stedet blev passet af Dean "Crazy Legs" Walker, som kan vende sine ben 180 grader om - og det fik vi lov at se! Og det er simpelthen ham som har været inspiration til figuren "Bumle" i animationsfilmen "Cars". Bumle kan også noget med at vende hjulene....
Vi så også Totem Pole Park, som er en mere eller mindre privat have med en masse totempæle. Der var søndagslukket, men man kunne godt gå ind i haven og se totem pælene. Mere sært end kønt... Fremme i Tulsa kørte vi pigerne i en genbrugsbutik, mens vi andre så Route 66 historical Village, som primært var et par flotte togvogne og et olietårn - lige noget for Christian.
Old Riverton store - gammel købmandsbutik som har ligger der siden 1925. Desværre søndagslukket.
Regnbuebroen. Der var 2 mere som blev revet ned. Men denne blev reddet.
Igen en fin tankstation
Dean "Crazy legs" Walker som var inspiration til Bumle i Cars. Tjek fødderne....
Endnu en in gammel tankstation
Gammel tankstation lavet om til isbutik - igen søndagslukket.
Totem pole park
Pigerne snuppede en tur i Goodwill genbrugsbutik
Tog i route 66 historic village
olietårn i route 66 historic village
Øde vej gennem Ozark
Det smukke udsigtspunkt på vejen
Verdens tørreste vandfald
Dag 10:
I dag er der egentlig ikke vildt meget at fortælle - altså ud over at det jo er min fødselsdag.
Så kørte vi ellers derudaf 300 km fra Tulsa, Oklahoma til Ozark, Arkansas. Det gik af bugtede veje gennem Ozark nationalpark. Jeg havde lagt 2 stop ind, for at vi kunne se lidt pænt på vejen. Første stop var et smukt udsigtspunkt, og andet stop var et lille vandfald lige ved vejen "Pig trail", som vi kørte på. Men det var det tørreste vandfald jeg har set - der var ikke en dråbe vand i det. Vi så også et fint springende rådyr på vejen.
Dag 11:
I dag var en fredelig og rimelig begivenhedsløs dag. Vi måtte igen starte dagen med morgenmad ude i byen, før vi snuppede de 250 km fra Ozark til Murfreesboro, Arkansas. Vejen bugtede sig gennem Ozark af bakkede veje gennem skov og klippe. Det var ikke mange biler vi mødte på vejen. Dagen havde igen 2 små stop lagt ind. Det første var ved floden med gode faciliteter til frokost i det grønne. Det andet stop var ved en sø med bådrampe og smuk udsigt.
Open road i Arkansas
Det smukke flod-stop på vejen
også ved flod-stoppet
Vind i skørterne på bådrampen ved søen
Mere øde landevej
Dag 13:
Så kørte vi mod Hot Springs - en mindre tur på 88 km. Undervejs havde vi et frokoststop ved Walmart, i udkanten af Hot Springs, og der lå tilfældigvis en meget fin genbrugsbutik med gode sager til gode priser, og ejeren (som har haft butikken i 47 år) og hendes tvillingesøster, som var på besøg fra Oklahoma, hyggede sig med at lytte til vores danske snak.
Dag 15:
I dag gik turen fra Hot Springs, Arkansas til Memphis, Tennessee ca. 310 km. Utroligt som det, der skulle være 3 timers køretur, ender med at tage det meste af dagen. Og det kunne være blevet en længere tur, da jeg efter 1 time opdagede, at jeg havde glemt at checke ud og aflevere nøglekortene. Men jeg læste lidt på nettet, og fandt ud af at det nok ikke gjorde noget, så længe jeg har betalt.
Tilbage i Tennessee
Dag 18:
Vi brugte det meste af dagen på at køre fra Memphis, Tennessee via Mississippi og Alabama til Carrollton lidt udenfor Atlanta, Georgia. Det var ca. 570 km, og så mistede vi 1 time til ny tidszone på vejen. Undervejs havde vi et enkelt lille stop i Tupelo, hvor vi så Elvis fødested. Det er et lille bitte hus, som hans far selv byggede. De var meget fattige, og faren måtte på et tidspunkt 3 år i fængsel, da han forfalskede en check. Der var faktisk et helt museum omkring huset, men det sprang vi over, da vi havde en lidt presset køreplan.
Lille fortælling om Elvis liv i fliser rundt om huset
Elvis fødested
Udsigt på vejen
Mikaelson family mansion - det var her Esther Mikselson holdt familly reunion fest, hvor hun ville linke alle sine børn med hjælp fra Elenas blod.
Denver Batting Cages - det var her Kol slog Jeremy med et baseball bat
Dag 20:
Vi fik pakket os sammen og forlod hotellet i Carrollton og kørte mod Atlanta. Vi gjorde først stop i en stor Barnes&Nobles boghandel, hvor der blev shoppet bøger til en billig penge. Jeg drak bare kaffe. Dejligt når butikken har indbygget Starbucks...
Bagefter spiste vi en alt for stor burger på Five Guys til frokost.
Så snuppede vi lige et par Vampire Diaries filming locations - det er vi jo nødt til, når vi er i området. Det blev til Mikaelson family home, som vi dog kun kunne se på afstand, og Denver battle cages. Kendere ved hvad jeg taler om - resten må gå hurtigt hen over det...
Og vupti sidder vi nu i Atlanta lufthavn og venter på vores fly. Dejligt at SAS har fået en direkte rute...
Det har været en tæt pakket tur med lidt vel meget kørsel - men alligevel har det været godt med mange sjove oplevelser. Vi glæder os allerede til næste gang.
