En anderledes Maldiverne-oplevelse
Vi havde en skøn ferie på Canareef, selvom det var en anderledes oplevelse. Øen er meget stor, hænger sammen med en lokal-ø og har flere søer/øko-reservater.
RESORT
Øen er kæmpe stor - 4 km lang - og den er super frodig. Der er mange hyggekroge rundt omkring og små steder med gynger, bænke og udsigt, hvor man kan tage Instagram-billeder. Der er langt til alting - selvfølgelig afhængigt af hvor på øen man bor, men man kan bede om cykler og selv cykle rundt, eller man kan køre med golfbilerne rundt. De kører i pendulfart, og man kan også ringe efter dem.
Der er ikke så meget luksus over resortet, men der er en afslappende og hyggelige atmosfære. 
Baren ved restauranten var godt fyldt hver aften. Servicen var noget langsom, men så kunne man bare selv gå i baren og bestille. Der var flere pool-borde og dart, og så var der live musik (det var en mere speciel oplevelse...)
Snorklestranden ligger helt nede på den yderste spids af øen, så skal man snorkle, er det her det foregår - ellers er der 2 andre strandområder også. Det var rimelig nemt at få solstole, hvis man kom før kl.11. Der var en enkelt dag, hvor vi måtte tage til en af de andre strande indtil frokost, men så fik vi plads senere på snorkelstranden.
Vi savnede lidt dyrelivet med mange fugle - hørte slet ikke den klassiske fuglelyd, man ellers kan nyde fra tidligt om morgenen. Det er nok fordi de trækker ind til søerne/økoreservaterne, som der er flere af både på øen og lokal-øen. Til gengæld var der mange søde eremitkrebs.
Og så skal man jo ikke glemme at på denne ø er der faktisk udflugtsmuligheder, som man ikke har på mange andre resort-øer. Der er nem adgang til en lokal-ø via en lille bro, og her kan man ser flere fine naturområder. En guidet taxatur hertil kan arrangeres med receptionen og koste 20$ pr time. Man kan også tage på tur til Addu City, hvor der er flere ting at se fra anden verdenskrig.
Og så lige et tip - husk en god vandfast, koralvenlig faktor 50 (nej, mindre kan ikke gøre det). Øen ligger kun 77 km syd for ækvator, og solen er voldsom! Jeg blev rød som en reje efter en dag i skyggen med faktor 30.
Affaldssortering
Affaldssortering
Snorklestranden
Snorklestranden
Broen til lokaløen
Broen til lokaløen
Ankomstmolen om aftenen
Ankomstmolen om aftenen
Udsigtspunkt ved søen
Udsigtspunkt ved søen
Vejen man går på mod restauranten, baren og receptionen
Vejen man går på mod restauranten, baren og receptionen
Der var MANGE eremitkrebs
Der var MANGE eremitkrebs
Dejlig udsigt ved snorklestranden
Dejlig udsigt ved snorklestranden
Stort værelse og bred seng
Stort værelse og bred seng
Premium beach villa with whirlpool
Premium beach villa with whirlpool
Bag-terrassen med jacuzzi og liggestole - her i regnvejr
Bag-terrassen med jacuzzi og liggestole - her i regnvejr
Semi-udendørs badeværelse
Semi-udendørs badeværelse
Det lille strandstykke foran villaen ved højvande - ikke helt det man er vant til.
Det lille strandstykke foran villaen ved højvande - ikke helt det man er vant til.
VILLA
Der er 3 slags strandvillaer - Sunrise, sunset og Premium beach villa with whirlpool. Sunrise ligger på den side af øen, hvor der er voldsomt hav og meget, meget lavvande. Der kan man slet ikke bade. Sunset villaerne ligger tættest på restauranten og ud mod lokaløen. Premium ligger fra Meera bar og ud mod snorkelstranden. Vi valgte Premium, da jeg kunne få gratis opgradering på booking.com fordi jeg er Genius level 3.
Vi fik værelser 602 og 607, så vi var ikke naboer - men tæt på (især da 604 ikke findes!). Der var 7 minutters gang til den stille bar og strand - Meera, 10 minutters gang til receptionen og 17 minutter til restauranten, poolen og baren, hvor aftenunderholdningen fandt sted. Så vi fik gået en del og tog mest en golfvognen til snorklestranden.
Værelserne var kæmpe store med brede senge og selvfølgelig semi-udendørs badeværelse, hvor man også kunne finde bagterrassen med solstole og jacuzzi. Sidstnævnte brugte vi stort set ikke. Vi vil hellere i havet.
Den største ulempe ved resortet er, at der ikke er god strand foran alle værelserne. Der var ikke rigtig noget sted at sætte liggestolene andet end på terrassen, og der var sten og grene ned mod vandet. Nogle sunset villaer havde et bedre strandstykke. Der er temmelig meget søgræs og ret lavvande, så det er ikke det bedste sted at bade - og snorkeling er der ikke noget af - dog så vi en sød skildpadde, som lige svømmede forbi og stak hovedet op af vandet.
Jeg klagede over at madrassen var hård som sten, og fluks kom de med en blødere madras - den var dog ikke meget blødere, men var lige nøjagtig udholdelig. Har hørt at de lidt smallere senge i sunset-villaerne har bedre madrasser.
MAD
Restauranten var rigtig hyggelig med sand på gulvet. Vi havde vores eget bord ude i siden med udsigt og luftcirkulation. Senere blev vi flyttet til et lidt større bord inde i midten - rart med ekstra plads, men vi savnede den åbne "dør" . Tjenerne var lidt langsomme og virkede ikke så skarpe, men de var flinke og rare.
Der var et rimelig stort udvalg af mad, men det skiftede ikke så meget fra dag til dag. Der var altid 3 indiske karryretter, 2 retter som blev tilberedt og serveret i restauranten, en pastamand og så diverse forskellige retter. Og så var der selvfølgelig en stor dessertbuffet (inkl. is), som var begrænset spændende. Der var ikke skiftende temaer i buffeten, som man normalt ser - kun ved enkelte højtider, som fx kinesisk nytår.
De løb tør for Diet coke efter få dage og de kom aldrig tilbage mens vi var det. Så ville man drikke noget uden kalorier var der kun vand. Ellers var udvalget af drikkevarer på All inclusive ret fint til vores behov.
Morgenmaden var god med omeletter og pandekager og meget andet, og frokosten var lidt som aftensmaden - bare lidt nedskaleret.
Maden i strandbaren på snorkelstranden er ikke med i All inclusive, men den var ikke så dyr. En sandwich kostede omkring 4 dollars. Strandbaren var meget hyggelig med fantastisk personale
En lille sær detalje: De bruger en slags tun-smørelse i stedet for smør, så alle sandwich smager en smule af tun...​​​​​​​
Kokosnød serveret ved ankomsten
Kokosnød serveret ved ankomsten
En del at vælge imellem
En del at vælge imellem
Strandbaren på snorklestranden
Strandbaren på snorklestranden
Drink i baren
Drink i baren
Kagebordet på Valentines day
Kagebordet på Valentines day
Fik ikke et billede i spa'en - så her er et af det kæmpe regnvejr på vej derhen
Fik ikke et billede i spa'en - så her er et af det kæmpe regnvejr på vej derhen
SPA
SPA'en har forskellige tilbud hver dag, hvor man sparer lidt i forhold til listeprisen, og hvis man er på all inclusive kan man gå i receptionen og få en voucher på 15 minutters gratis massage, som også kan tages sammen med en behandling, hvor man så bare får 15 minutter ekstra. Vi fik en enkelt massage og de gjorde det godt. Det kan anbefales.
DYKNING
Christian dykkede desværre ikke, grundet en brækket skulder, men dykkercenteret Forest Blu ser godt ud,  og de har mange spændende dykkersites i nærheden, som inkluderer både grotter og et skibsvrag fra anden verdenskrig.
Bare lidt fra husrevet
Bare lidt fra husrevet
Fin musling
Fin musling
Sød lille fisk
Sød lille fisk
Koraller tæt på land
Koraller tæt på land
Der var mange fine fisk
Der var mange fine fisk
Husrevet
Husrevet
HUSREV
Husrevet var faktisk rimelig godt med masser af koraller og fisk. Man skal bare lige vide hvor det er - ude til venstre for den mole hvor livredder tårnet står (livredderen skal man dog ikke regne med er der....). Der er en lille svømmetur derud, men vandet er lavt og ret stille, så man kan bunde hele vejen og det føles trygt.  Der var masser flotte koraller og fine fisk. Vi så dog ikke rigtig nogen store dyr som hajer, rokker og skildpadder.
Det er en god idé at google efter en tidsvands tabel for Meedhoo inden man booker, da lavvande gør det næsten umuligt at snorkle. Vi havde 5-6 dage med rimelig gode muligheder for at bade dagen igennem eller om eftermiddagen, men de sidste par dage kunne vi slet ikke komme ud pga. lavvande.
VILLE JEG TAGE HERTIL IGEN?
Ja, til den vanvittigt lave pris vi fik (2 premium villaer med all inclusive til 4 voksne for 21.000 kr.), kommer jeg gerne igen, da det kan gøre forskellen om vi har råd til at tage til Maldiverne eller ej!
Det er ikke mit favorit resort på Maldiverne, men bestemt heller ikke det værste - og som sagt rigtig godt til prisen.
Det største minus er den lange rejse med indenrigsfly fra Male til Gan. Det trækker tænder ud - især på hjemturen, hvor man risikerer at skulle forlade resortet kl.02.30 om morgenen, hvis man har en tidlig flyafgang fra Male. Så det er værd at tage med i overvejelserne, når man bestiller fly.
Stranden ved Meera bar - den stille bar
Stranden ved Meera bar - den stille bar

You may also like

Back to Top